Lederne

Alle ledere hos Strandbyspejderne er frivillige. Vi synes alle det er sjovt at være med til at udvikle børn og unge i vores fritid – og vi får selv et stort udbytte af det. Fællesskabet i ledergruppen er stærkt, og vi bliver tit hængende efter møderne for at sludre og hygge.

Vores mål er, at have én leder for hver 5 spejdere. Dette sikrer en stor voksenkontakt for det enkelte barn og det betyder at lederne er mange sammen om hver gruppe.

Sammen med lederne, har vi også forældrehjælpere i flere af vores afdelinger. Forældrehjælperne kommer fast til møderne og hjælper til, men skal ikke forberede noget – det klarer lederne.

Du får også stort udbytte

Som leder hos Strandbyspejderne er det vores ambition at man også oplever en stor personlig udvikling. Vi tilbyder forskellige uddannelsesforløb, både interne og hos vores ”storebror” KFUM.

Som frivillig får man ikke løn, men vi betaler dine udgifter, og hvert år giver vi alle ledere en gave, typisk jakke, fleece og andet tøj til aktiviteter udendørs.

Unge

Vi oplever at mange unge gerne vil tage ansvar og er rigtig dygtige til at instruere og vejlede andre børn og unge. Derfor tilbyder vi alle unge at de kan deltage i et lederudviklingsforløb allerede fra den tidlige teenage-alder. Ud over at det giver den unge kompetencer og gør vores arbejde med børn og unge endnu bedre, vil det typisk også være positivt at have på CV’et når man skal ud og søge arbejde senere.

Unge der har været spejderledere er vant til at tage ansvar og holde overblik.